ET NETVÆRK AF FRIVILLIGE
Græske Hunde opstod ikke som en forening, hvor nogle mennesker satte sig ned og bestemte hvordan vores organisation skulle opbygges, hvordan vi skulle arbejde, eller hvem der skulle være formand.
Græske Hunde var - og er - en idé som bare er vokset og vokset - et netværk med det fælles ønske at hjælpe de hunde, man som dansk turist møder på sin ferie i Grækenland, og om at gøre så meget vi kan for at forbedre forholdene for gadehundene, og begrænse deres antal.
Mange glemmer den gadehund, der trofast fulgte dem en hel ferie, fordi de viste den en smule venlighed. Men vi valgte ikke at glemme, ikke at acceptere omstændighederne og ikke at give op. I mere end 20 år har vi hjulpet så mange dyr vi kunne, og begrænset antallet af gadedyr i de områder vi arbejder.
Vi tæller ca. 40 frivillige, der arbejder med loppemarkeder, sponsorer, som plejefamilier eller besøgshold, formidlere, koordinatorer o.s.v.
Vi har ingen udgifter til administration, hjemmeside eller andet, for det er vores ufravigelige princip at alle hjælper ulønnet så hver en krone skal gå ubeskåret til at hjælpe dyrene.
Vi bliver ofte udsat for hård kritik fordi vi vælger at hjælpe dyr i et andet land, når der er dyr i Danmark, der har brug for hjælp. For os er der ikke noget modsætningsforhold i at hjælpe både her og der, og rigtigt mange af vores adoptionsfamilier har både danske internatshunde og græske hunde.
Andre kritikpunkter har været adoptioner, sygdomme og adfærd, men vi kan tilbagevise denne kritik på alle punkter.
Vil du læse mere om disse emner, kan du læse vores svar på kritikken på linket nedenfor.
Svar på kritik - juli 2013 |
|
|
HVAD ER PROBLEMET I GRÆKENLAND?
Politik, penge og kulturforskelle....
Men baggrunden for problemerne er flere: Ifølge den græske lovgivning er det de enkelte kommuners ansvar at sørge for neutralisering, dyrlægehjælp og adoption af hunde og katte på gaden, men som enhver der har besøgt Grækenland ved, lever kommunerne ikke op til dette ansvar. Rent kulturelt har, især den ældre generation i Grækenland, et meget anderledes syn på kæledyr end det vi kender, og en hund eller kat efterlades ofte på gaden, hvis man føler den er til besvær.
Derfor er der godt 500.000 hunde der lever på gaden, og endnu flere katte.
Langt størstedelen af disse dyr er kasserede kæledyr, dels fordi den græske lovgivning ikke giver mulighed for human aflivning af raske dyr, og dels fordi grækere generelt er imod neutralisering af hunde og katte, hvilket resulterer i mange uønskede kuld flere gange om året.
Indtil de lovgivningsmæssige og politiske problemer bliver løst er der kun én taber, nemlig de dyr der efterlades på gaden til et liv med sult, sygdom og mishandling. Derfor er det op til private og dyreværnsforeninger at hjælpe, og det er disse private og foreninger, Græske Hunde samarbejder med.
Vi forsøger løbende at skabe politisk opmærksomhed omkring problemerne med henvendelser og oplysninger til relevante politikere og ministerier i både Danmark, Grækenland og EU.
Græske Hunde og andre har i flere forbindelser forsøgt at rejse spørgsmål vedrørende dyrevelfærd i Grækenland overfor EU Kommissionen, altid med samme svar:
"Herreløse hunde og kattes velfærd er et spørgsmål, der fuldstændig er de græske myndigheders ansvar, og Kommissionen har intet retsgrundlag for at gribe ind over for denne medlemsstats myndigheder i forbindelse med dette spørgsmål...." |
|
|
SÅDAN ARBEJDER GRÆSKE HUNDE
Vores kontaktpersoner i Grækenland er privatpersoner og mindre organisationer der, ligesom os, arbejder frivilligt og ulønnet.
Disse kontaktpersoner kører hver dag fodringsrunder, hvor de kender gadehundene og holder øje med deres helbredstilstand og sørger for sterilisation, kastration og dyrlægehjælp i øvrigt. Græske Hunde støtter dette arbejde økonomisk og med doneret medicin og foder.
Adoption er ikke i sig selv et middel til at løse problemerne, og virker kun hvis det kombineres med neutralisering. Blot at samle dyr op og ikke samtidig forsøge at gøre noget ved problemerne, ville være uansvarligt, og ikke begrænse den ukontrollerede formering af uønskede dyr. Derfor har vi et neutraliseringsprogram, der i al sin enkelthed går ud på, at alle der adopterer en hund, som en del af betalingen for hunden, betaler et beløb til neutralisering af en hund på gaden. Dette beløb kan variere alt efter de omkostninger vi har ved at få hunden hjem, men er typisk mellem 100 og 300 kr.
Med en målrettede indsats, hvor vi hvert år neutraliserer mange hundrede dyr, har vi begrænset antallet af gadedyr i de områder vi opererer, hvor vi også tilbyder lokale at neutralisere deres dyr. Vi har nemlig gennem mange år har lært, at det alligevel er os der i sidste ende samler dyrene op og neutraliserer dem, når de bliver smidt på gaden.
Alene på øen Ios neutraliseres i samarbejde med en dyrlæge fra HAWS (Humane Animal Welfare Society) samt en lokal dyrlæge på Santorini, ca. 100 dyr om året.
Takket være donationer, og nogle fantastiske sponsorer, modtager vi donationer af dyrefoder, tæpper, hundelegetøj, loppe- og ormekure o.s.v., der alt sammen bliver sendt til hundene i Grækenland, og fordelt efter behov. |
|
|