Vi har modtaget en beretning fra én af de frivillige i Athen. Når du læser hendes fortælling vil du kunne forstå hvor meget vores økonomiske og moralske støtte betyder for dem. Hun forklarer også hvorfor adoptioner er en vigtig del af løsningen i Grækenland, fordi 90% af de hunde der lever på gaden ikke er "vilde" hunde, men derimod kasserede kæledyr, der ikke har forudsætninger for at overleve.Fortællingen er barsk, men glæd dig over at DU ikke er tvunget til at se og tage stilling til alle de problemer de frivillige møder hver eneste dag når de åbner deres hoveddør....
VIRKELIGHEDEN PÅ GADEN I ATHEN.....
oversat fra engelsk
Vi bliver ofte spurgt af ikke-grækere der ikke har været i landet eller kun har besøgt Grækenland på en kort ferie, hvordan det er at leve med alle de uønskede dyr omkring os hver eneste dag. Du kan nok forestille dig at det er hårdt for en dyre-elsker, men "hårdt" kan slet ikke beskrive følelsen.
De fleste af de herreløse hunde har engang været familiehunde, der af alle mulige og umulige grunde er blevet efterladt på gaden af deres tidligere ejere der tænker at nogen nok vil finde dem, eller at de vil dø.
En frivillig vågner op hver eneste dag med frygten for hvor mange dyr de vil finde, hvordan de skal betale regningerne, operationerne, kennelerne og vigtigst af alt, hvordan de kan finde et godt hjem til hundene.
Sterilisation og kastration er ikke altid løsningen. Faktisk er det sjældent løsningen, da 90% af de herreløse hunde i Athen er tidligere familiehunde der ikke har den ringeste idé om hvordan de skal finde mad, ly, undgå trafikken eller finde et område hvor de ikke vil blive forgiftet. Deres plads er ikke på gaderne, men hjemme hos os, hos mennesker der vil give dem en dyrebar ny chance.
Der er intet mere hjerteskærende end at se et forladt dyr der venter for dage på det sted det er blevet efterladt af sin ejer, i håbet om at han vil komme tilbage. Eller at se dem løbe uroligt rundt i søgen for vejen hjem.
Gad vide om hans tidligere ejere tænkte over at det var sådan
han ville ende?
En hvalp fra et uønsket kuld, smidt ud for at klare sig selv, blev
langsomt slået ihjel af tæger. Her kom hjælpen desværre for sent.
Et af de mange trafikofre
Og meget ofte - når de ser din bildør blive åbnet - hopper de ind i bilen med en bøn om at du vil tage dem med - væk fra gaden. Hvordan kan man dog gang på gang sige nej?
Hvordan kan man vende ansigtet bort og foregive at man ikke har set udtrykket i deres øjne? Og hvordan kan man sove om natten, når man ved at man har afvist at hjælpe dette stakkels dyr der vil lide og dø snart? Svaret er simpelt: Det kan man ikke. Lige meget hvor store personlige omkostninger det har.
Men der er alt for mange dyr til vi kan have dem i vores egne hjem. Vi er nødt til at have dem på steder vi har lavet specielt, f.eks. en indhegning i bjergene, et område i en park, et sted hvor der ikke er alt for meget trafik. Det er så svært at se dem hver dag hungrende efter opmærksomhed, kærlighed, mad og kærlige ord. De bliver så glade for at se dig - de vil have al din opmærksomhed og forsøger at stoppe dig når du vil gå fra dem.
De hopper ind i din bil, eller løber efter den for ikke - endnu engang - at blive forladt af et menneske.
De kan ikke tale, men du kan alligevel høre dem; "lad det være mig du tager med.. du må ikke forlade mig...."
Og hvordan kan du lade være med at hjælpe en hund der ligger midt på vejen og er blevet kørt over af en bil? Du ser alle bilisterne prøve at undgå at ramme den igen - ikke af godhed - men fordi de er bange for at der sker noget med deres bil!! Når man ser smerten i sådan et dyrs øjne, kan man ikke gøre andet end at tage dem med til dyrlægen. Og selv om hunden lider forfærdeligt, viser den alligevel med det samme sin taknemmelighed fordi du prøver at hjælpe, med et blik, et kærligt slik på din hånd.
Og i mellemtiden kører spørgsmålene i dit hoved; hvordan skal jeg betale dyrlægen? Hvor skal jeg have denne stakkels hund - jeg har ikke mere plads, og ikke penge til at betale en kennel. Vil jeg kunne finde et godt hjem til den?
Erfaringen viser os at for kasserede kæledyr. er det at leve på gaden ikke en human løsning, og sådan en hund vil højst overleve to år i Athen.
Det er grunden til at vi forsøger at finde hjem til så mange som muligt. Kasserede kæledyr har ikke forudsætningerne for at leve på gaden, og deres lidelser er ufattelige. Mange steder i Grækenland har det vist sig at adoptioner er en god og virkningsfuld løsning på problemerne, og nedbringer i betydelig grad antallet af hunde på gaden.
Et godt eksempel er det område jeg lever i. Her var tidligere et stort antal herreløse hunde. De er nu steriliseret og adopteret til gode hjem, bl.a. i Danmark. ALLE hundene i området. I to år har der ikke været herreløse hunde i dette område - der er ikke andre hunde der er kommet til. Jeg er stolt af at sige at jeg bor i et område uden herreløse hunde.
Hvis der af og til dukker en hund op i området, er det nemt at finde en løsning for den, af den simple grund at der ikke er tale om en "vild" hund, men et kasseret kæledyr, der let kan finde et nyt hjem.
Hvad med os?
Men i andre områder af byen er der stadig et stort antal kasserede, uønskede kæledyr der alle blot håber på at få endnu en chance i en kærlig familie - og hvordan kan man lade være med at hjælpe sådan en hund hvis ejer er død, en hund der er blevet gammel og uønsket, en hund der ikke længere har et hjem fordi dens ejer kedede sig over den, eller er imod neutralisering og smider de hvalpe ud deres hunde får? Hvordan kan du lade være med at hjælpe en hund der er blevet gammel og har levet hele sit liv hos en familie, og så pludselig bliver overladt til at klare sig selv på gaden?
Gadehunde tager de øjeblikkes kærlighed de kan få...
Det mest hjerteskærende for os er når vi finder en hund der ikke er køn, en hund der er stor og klodset og ikke har yndigt langt hår - en hund der overhovedet ikke har noget der gør den speciel - som regel en sort hund. Hvordan kan vi sige til den: Vi kan desværre ikke hjælpe dig, for der er ingen der vil vælge dig - du er bare et almindeligt sort gadekryds? Det kan vi ikke. Vi VIL tro på at der er et menneske et sted i verden der kan se ud over farve, skønhed, race og bare se et dejligt sind og chancen for at få en ven for livet.
Aflivning er kun tilladt for helt unge hunde, uhelbredeligt syge eller agressive, farlige hunde - men hvor mange dyr ville DU kunne aflive før dit hjerte bliver knust? Hvor mange hvalpe og killinger kan du tage til dyrlægen - se forventningen om at du vil hjælpe dem i deres øjne, føle den tillid de giver dig før du beder dyrlægen om at tage deres liv? Alt sammen på grund af et andet menneskes uansvarlighed og ligegyldighed. Hvor mange gang ville du kunne gøre det før du ikke kunne klare mere?
Internaterne i Grækenland er ikke en mulighed vi kan benytte os af. Alt for ofte har de udviklet sig til de rene dødsgange for uønskede og kasserede kæledyr, og ingen grækere ønsker at tage et dyr fra sådan et sted til sig, så hvad er chancerne for at en hund fra sådan et sted nogensinde bliver nogens bedste ven igen....
Vi kan sige én ting: Det er hårdt at være frivillig, det ændrer hele ens liv, men det er vigtigt at du bliver stærk for dyrene, fordi de er afhængige af dig.
I de seneste år har jeg haft et mareridt der kommer igen og igen. Jeg er på en motorvej fuld af døde hunde og katte. Nogen af dem er ikke døde, men hårdt sårede og skriger af smerte. Der er hundredevis af dem og jeg løber fra den ene til den anden i afmagt for at hjælpe dem. Men jeg kan ikke gøre noget. Jeg er helt alene. Og bilerne kører over de døde dyr og rammer endnu flere af de levende. Og de stopper ikke. Jeg vågner og græder.
Kunne DU leve sådan hver eneste dag?
VI bliver nødt til det. For DEM.
Endelig i sikkerhed - så slipper jeg ikke igen....
Dejligt med en kærlig favn - det er hårdt at være gadehund.
Øjnene siger det hele: Endelig i sikker havn
© 2006 Graeske Hunde, Denmark - Registered charity no. 30 74 17 65 - All Rights Reserved
Designed by Marianne Wehlast
